Hvem skal finansiere folkets revolution?
Det er det store spørgsmål. Det er et klamt og vulgært spørgsmål, der lugter langt væk af manipulation, forfalskning og overgivelse til de store kapitalistiske magtfigurer. Det smager af at sælge ud, ikke? Det er godt nok med ideer om folkebevægelser, men hvem skal betale for festen? Hvem er villig til at slagte sparegrisen og sørge for at få pumpet noget propaganda ud til masserne?
Men, kammerater, det er et spørgsmål, som vi bliver nødt til at spørge, og som vi bliver nødt til at besvare. For vores politiske modstandere har for længst fundet deres svar, og forurener muntert befolkninger verden over med budskaber konstrueret til at være tiltalende for de undertrykte, selvom de kun vil gavne dem der står for at undertrykke. Og hvis vi insisterer på at holde os for gode til at kæmpe tilbage, vil vi gå til grunde. Det nytter ikke at vi kaster med vandballoner, hvis de kaster med klyngebomber.
Information er et våben. Det bliver tydeligere og tydeligere i disse år. Det er én ting at bombe sin fjende. Men hvis man kan overtale fjenden til selv at vælge en leder, der følger ens egne interesser? Så er de jo magtesløse. Dette ved Rusland alt om. De er eksperter i at bedrive informationskrig. De kalder det Gerasimov-doktrinen. Det er en fast del af deres politik — de er i en konstant krig mod resten af verden, hvor informationer og misinformationer udgør deres bomber. De store talerør er nyhedsmedierne Sputnik og Russia Today (som også er kendt som RT). De er betalt for af den russiske stat — det vil sige af Putin — og har til opgave at udbrede historier der viser Putins politik i et godt lys, og skildrer verden på en måde der får Ruslands politik til at fremstå som den bedste vej fremad. Disse medier producerer materialer på mange sprog og søger at nå så mange mennesker som muligt over hele verden. Og de er meget succesfulde.
Og de er ikke alene. I USA har man blandt andet hjemmesiden Breitbart News. Den er finansieret af milliardæren Robert Mercer og hans datter Rebekah Mercer, og spytter en konstant strøm af historier ud, der farver verden efter Mercers smag og stille men sikkert trækker dele af den amerikanske befolkning i præcis den retning, de ønsker. Der er også kabel-tv-kanalen Fox News, der leverer et meget lignende budskab. Den er finansieret af milliardæren Rupert Murdoch, der ejer rundt regnet alle medierne — dét er selvfølgelig en overdrivelse, men det er ikke meget galt.
Disse er mediemaskiner, der uden ophold kværner historier ud med meget specifikke politiske dagsordner. Maskiner, der er ejet af rige mennesker og taler rige menneskers sag. Maskiner, der fortæller de påvirkelige masser hvad end der vil få dem til at stemme for at give de rige mennesker mere magt.
Man kan overbevise folk om stort set alt. Man skal bare være villig til at smide nok penge efter det. Og så lige have de penge. For informationskrig er stadig krig, og krige er dyre.
Og her kommer det store problem. For hvem har råd til at finansiere en informationskrig? Det er sjovt nok folk med adgang til store mængder af penge. Det vil sige, milliardærer og nationer (og det er typisk nationer styret af milliardærer der kan slippe afsted med det). Derfor er det ikke chokerende at disse krige udkæmpes på vegne af disse moderne aristokrater, plutokrater og oligarker. De opkøber og opretter medier, der fortæller historier der underbygger de værdier, de gerne vil rodfæste. Og de betaler hære af fodsoldater på internettet for at sprede disse historier videre og give dem stærkere kredibilitet og troværdighed. Tusinder af hjemmesider og blogs deler genfortællinger på kryds og tværs indtil ingen længere ved hvor noget kom fra — man ved blot at man har hørt et sted at Angela Merkel engang fik et barn en alien fra Area 51 — man kan bare ikke lige huske hvor man hørte det, men det lød jo så sandt.
Og hele dette netværk, dette edderkoppespind af halve og hele usandheder, alle disse stemmer der står og råber hinanden i hovedet, alt dette koster penge at få op at køre. Det koster noget at holde maskinen kørende, men den store udgift er at etablere den. At få produceret budskaberne, få dem distribueret, og at få dem til at nå de stakkels fjolser, der i kraft af deres uvidenhed og naivitet skal blive smittebærere for de virale løgne, der er informationskrigens bomber og geværer. Det er dyrt. Det kræver en Putin eller en Robert Mercer at holde kørende.
Og derfor bliver de riges interesser talt for. Derfor ender vi med at nedbryde velfærdsstaten, lytte til DF, og behandle krigsflygtningene dårligere end vores millioner af mink, der skal syes til fine pelse af kinesiske lønslaver. Den bedst finansierede narrativ bliver hørt af flest og bliver spredt bredere. Den kraftigst forstærkede stemme buldrer højest.
Så hvem skal finansiere folkets revolution?
Der er penge i at levere rigmandens budskab. Færre penge er der i at forsvare de fattige, de uvidende, de undertrykte og de stemmeløse. Der er ikke mange penge i at drive propaganda på vegne af de hjemløse. Hvem skal finansiere deres Breitbart — Hus Forbi…?
En revolution skal stige op fra folket. Den skal bestå af nok der er trætte at blive kørt under hjulet og holdt nede i mudderet; nok der er villige til vælte det rådne regime og give magten tilbage til folket. En revolution skal reflektere det underkuede flertals overbevisning.
Men i en tid hvor alle råber og ingen lytter, er det enormt svært at samle folk og få dem til at kæmpe for det samme. Man kan måske få et par hundrede til at møde op til en demonstration — men så føler de også de har gjort nok — så må nogle andre tage én for holdet næste gang og stille sig ud i regnen med et skilt og stå og glo i et par timer. For modstand og civil ulydighed er da meget godt, men øh, Netflix er bare lidt mere tillokkende, ikke? Hvad hvis jeg nu tweeter om det? Skriver et surt opstød på Facebook og liker et spydigt meme? Så har jeg da gjort min del, ikke?
Og imens på den anden side af det politiske spektrum skovles der penge efter at få folk til at agere mod deres egne interesser, og i stedet agere i pengemændenes. Og derovre, der får de resultater. Sådan fik vi Trump. I denne omgang fik vi ikke Geert Wilders og Marine Le Pen, men se hvor stor en andel af stemmerne, de alligevel fik. Ved næste runde af valg, lader de tal kun til at blive højere. For pengemændene har stadig masser af penge. Og næsten ligeså farlige som dem der kaster stemmen efter Le Pen, er de mange der slet ikke kaster deres stemme.
Disse apatiske folkemængder har koblet fra. De stoler ikke på det eksisterende system, men vil heller ikke støtte op om modkandidaten der påstår at være steget op fra folket, men i virkeligheden er steget op fra en fed spækket tegnebog et sted. De føler sig ikke repræsenteret af fremmedfjendske dommedagsprædikanter eller karrierepolitikere i ministerbiler. Hvem skal de så føle sig repræsenteret af?
Hvem skal finansiere den kandidat, der kan tale på deres vegne? Hvem betaler for at der drives politik hvor alle har ret til en komfortabel tiltværelse, hvor alles rettigheder er lige vigtige, og hvor fornuft, forskning og eftertanke styrer, og ikke frygt, fordomme og uvidenhed? Hvem betaler? Hvem skal finansiere folkets revolution?
Kammerater, dette er det store spørgsmål. Det er én ting at have et godt, sandt og sundt budskab. Det er en vigtig ting; men det er ikke alting. Lad mig henvise til det famøse træ, der faldt i skoven, og ingen hørte det. For at vores revolution fanger folkets interesse og for at de kan se sig selv i dens budskab, er de først nødt til at høre om den, og de er nødt til se den som en reel mulighed, nej, en uundgåelighed — en orkan der blæser de rådne stakitter væk.
Vi er nødt til at finde nok midler til at udbrede hvort budskab. Spørgsmålet er hvor — og hvem. I øjeblikket har jeg ikke et svar på dette spørgsmål. Jeg ved bare at man vinder ikke en informationskrig ved at dukke op til en pistol-duel med en smørkniv.
At vi finder ud af hvad vort budskab er, hvilke principper og overbevisninger vi vil kæmpe for, og hvad vores vision for morgendagens Danmark er — alt dette er vigtigt og presserende. Det er essentielt.
Men det er ikke dét, der vil bringe os i mål. Vi vinder ikke krigen mod de riges tyranni med taler og gode intentioner. For at vinde informationskrigen — for blot at spille en rolle i denne — så er vi nødt til at finde et svar på det store og altoverskyggende spørgsmål:
Hvem skal finansiere folkets revolution?
Kilder:
- Rusland inficerer os med misinformation. Her er modgiften. Thomas Hebsgaard, Zetland (23. marts 2017) — tilgået 8. maj 2017, bag paywall
- The reclusive hedge-fund tycoon behind the trump presidency. Jane Mayer, The New Yorker (27. marts 2017)http://www.newyorker.com/magazine/2017/03/27/the-reclusive-hedge-fund-tycoon-behind-the-trump-presidency — tilgået 8. maj 2017
- Informationskrigen under lup: Sådan spreder Ruslands dagsorden sig i Danmark. Frederik Kulager, Zetland (28. april 2017) — tilgået 8. maj 2017, bag paywall