Shots fired – eller, hvordan vi drikker os til en revolution

Rant 11

Shots fired – eller, hvordan vi drikker os til en revolution

Af Dupont

Kammerater! Hvordan skal vi opnå revolutionen? Hvad skal vi kæmpe med? Hvad er vort våben?

Jeg giver jer svaret: Alkohol! Alkohol, og masser af det. Det er en kraft, der samler folk og inviterer til udveksling af ideer og affektion. Det er også et velafprøvet middel til kontrol, indtægt og en katalysator for folkelig opstand. Og det er en ting, der er uløseligt forbundet med den stolte danske folkesjæl.

Lyt efter, og lad mig fortælle jer hvordan vi gør brug af dette prægtige værktøj. Men først, lad os skåle!

Den danske kultur er en drukkultur. Vi fejrer fødselsdagen med en flaske vin, julen med en flaske snaps, studentereksamen med en flaske champagne — eller, lad os være ærlige, en flaske tilbuds-Asti. Og fyraftenen, den fejrer vi med en øl eller fem. Til hverdag eller fest, alene eller med gæst, der labber vi de friske dråber livseliksir i os. Det er en essentiel del af den danske hygge. Det hedder sgu da ikke Snapsetinget for ingenting, vel?

Hvad kunne være mere dansk end Olsen-Banden, samlet i venners lag over en runde bajer, til en frisk snak om hvordan man kan tilrane sig et par ekstra skejser bag om skattefars ryg? Vi har jo ingen korruption her i Danmark. Vi har bare venner der mødes over en øl, og hvis der så falder lidt godt af fra ven til ven, så er der jo ingen skade sket dér, vel? Så længe vi er venner, ikke? Det er jo også sådan Skat fik foræret 12 milliarder væk — det var da fordi Sven fra kontoret skulle ud og have sig et par bajer med sin troværdige ven [1]! Dét er det Danmark, jeg kender — hvor alt er muligt, hvis bare der kommer en lille én oveni. Alt er muligt… bortset fra korruption, selvfølgelig. Det er sådan noget, de har i fjerne steder som Spanien og i Letlands filial af Danske Bank.

Man kan simpelthen ikke være en fuldblodsdansker uden at være lidt fuld i blodet, kan man? Det er måske derfor vi nogle gange har lidt svært ved at integrere de muslimer, ikke? De er jo ikke til at nappe en sjus med, for pokker. De tror stadig at det at have en religion indebærer at tro på noget! Dér er vi lidt mere vakse — vi er jo kulturkristne, og den kultur er en drukkultur. Så det er jo så nemt. Skål i altervin på søndag, til lige at tage det værste efterslæb fra da der var en lørdag aften, og vi fik tappet lidt for meget af saften. Med dén slags tømmermænd, kan jeg sgu ikke se nogen mangel på håndværkere. Måske hos Guldbageren efter jeg har været der.

Men det gør det jo lidt svært for os at være inkluderende overfor muslimerne — hvordan bliver de danske uden en bajer i næven? Det er måske i virkeligheden derfor så mange, især ældre, borgere ser på dem med lidt mistro? Havde der overhovedet været marked for en Nazi-Inger, hvis Muhammed, da han skulle ned fra bjerget, var blevet tilbudt en kølig gåbajer? Havde nogen gidet lytte til en Pia K-K-Kjærsgaard, hvis vore muslimske frænder havde haft smag for en snaps eller en jagtbitter? Her til lands er vi trods alt svært glade for en Gammel Dansk tradition.

Jovist — vi er ikke verdensmestre i druk. Det er svært at slå tørstige nationer som Rusland og Hviderusland. Men Danmark markerer sig ganske pænt på drukfronten her i Europa. Danske unge drikker dobbelt så meget som Europa-gennemsnittet [2], og vi ligger nummer ét i binge-drinking [3] — eller hvad vi populært ville kalde god gammeldags kampdruk. Det er især kvinderne, der trækker os op i den statistisk. For hvor de rumænske og finske mænd binge-drikker lidt mere end vores, så er de danske kvinder simpelthen EUs hårdest drikkende. Og hvis det ikke er noget at være stolt af, så ved jeg fandme ikke hvad er.

Vi har faktisk en lidt særlig tilgang til drukken her i Danmark [2]. Den er nemlig en blanding af den traditionelle nordiske kultur, hvor man drikker store mængder men ikke så ofte, og den sydeuropæiske, hvor man drikker dagligt men ikke ret meget ad gangen. Disse to tilgange har vi med den navnkundige danske snilde og opfindsomhed kombineret, så vi både får os idag hvor daglige druk, og når lejligheden byder sig skejer helt ud og brænder hjerneceller som et krematorium. I sandhed, det bedste fra begge verdener. Et godt eksempel på kompromisets styrke.

Denne fleksibilitet og tilpasningsevne gør os også godt forberedte til den forestående kamp. Der er en stolt, omend desværre ret hedengangen tradition for at væbnede styrker er godt og grundigt snalrede.

For eksempel, så forstod den britiske hær i 1700-tallet sig i høj grad på at holde hovedet fuldt [4]. Alkoholiske drikke var en del af deres dagsration — og hvis de ikke syntes det var nok, så brugte de deres beskedne løn på at købe mere rom. Tropperne blev givet alkohol før kampe, både for at gøre dem mere bidske og for at berolige deres nerver — og de fik det også efter kampene, for at fejre deres sejr. Det blev selvfølgelig også udskrevet som medicin til de syge. Er det ikke smukt hvor multifunktionelt et værktøj, alkoholen er?

At være en sjasket fulderik var ildeset — men at kunne holde på sin sprut og stadig fungere med dumme mængder sprit i blodbanen var et tegn på styrke og mandighed. Som det blev sagt dengang: “Rødvin er drengenes sprut; portvin er mændenes; men den der stiler efter at blive en helt… skal drikke brændevin.” [4] Det er på tide at vi anerkender dét ordentligt. Skomagerdrengen er ikke et svin fordi han drikker brændevin — han er en helt, om hvem der bør synges heroiske kvad!

Der er magt i at kunne kontrollere beruselsen — både sin egen, og andres. Rusland er et prægteksempel, hvor der er en stolt tradition for at tvinge andre til at drikke [5]. Mange af deres statsoverhoveder har netop brugt alkoholen til at holde folk under kontrol.

For eksempel Stalin, der virkelig forstod at alkohol er magt [5]. Hver aften holdt han lange middagsselskaber for sine topkommandanter, hvor de blev tvunget til at drikke og drikke til de vitterligt ikke kunne mere. Og så skulle de drikke en god sjat mere. Og så op på arbejde næste dag. Og det stod på næsten hver aften. Alt dette gjorde det aldeles svært for dem at planlægge konspirationer og kup mod Stalin — de var altid for fulde eller havde for mange tømmermænd. Disse fester var et godt magtmiddel, men bestemt ikke behagelige at tage del i. Som chefen for det hemmelige politi sagde om dem: “Vi er nødt til at blive fulde, jo snarere jo bedre. Jo snarere vi bliver fulde, jo snarere er festen overstået. Uanset hvad, så vil han ikke lade os gå ædru hjem.” Dét er ægte revolutionær magt — i den hellige sprits navn.

Peter den Store havde gang i noget lignende [5]. Han tvang hele regeringen til at drikke. Straffen for ikke at drikke til hans fester var at man skulle bunde et halvanden liters krus med vin. Dette var et niveau af drukfældighed som selv dansken havde svært ved at hamle op med: engang var den danske ambassadør så uheldig at være ombord på et skib sammen med Peter den Store. Han var simpelthen til sidst nødt til at kravle op i skibets mast for gemme sig deroppe — men det hjalp ikke! Den fedladne Peter kravlede efter med vin i mængders mængde, som den danske ambassadør så blev nødt til at drikke alligevel. Der er magt i alkoholen.

Den store Peter befalede også at bønders koner skulle piskes hvis de vovede at forsøge at trække deres mænd ud af kroen før mændene syntes de var klar til at gå [6]. Det var måske til dels ud af entusiasme for de delikate dråber, men især også fordi alkohol i århundreder har finansieret den russiske stat. Russerne har et meget nært forhold til deres vodka. Det gik derfor heller ikke godt da Zar Nikolaj i 1914 stort set forbød vodkaen [7]. Inden for tre år havde han tabt kontrollen over Rusland, hvilket folk fejrede ved at stjæle den ellers utilgængelige vodka og biler, som de styrtede fordi de var fulde og i det hele tage ikke kunne køre bil — med andre ord, festlige tider. Men snart rullede Lenin ind og tog magten, og han var en kedelig fætter — han var ikke nede med vodkaen, som han anså for opium for folket. Det var først efter Lenins død, da Stalin havde overtaget magten, at vodkaen igen blev tilladt [6] — for at finansiere den socialistiske industrialisering.

Med andre ord, så var alkohol ikke den eneste årsag til den Russiske Revolution — men den var en stor motiverende faktor [5]. Alkohol er en motiverende faktor — også i revolutionære anliggende.

Vin var et essentielt element af den franske revolution [8]. Det blev drukket i store mængder i Frankrig, men skatterne på alkohol var gigantiske. Vintørsten ledte i 1789 til revolter mod skattemyndighederne, der blev raseret — hvorefter vognfulde af vin blev bragt skattefrit ind til Paris. Under revolutionen blev rødvin et symbol på frihed, lighed og fransk republikanisme. To af de ting kan vi da i hvert fald helhjertigt støtte op om — den dér lighed er vi måske lige nødt til at se lidt an først.

Så, med alt dette sagt, hvordan skal vi bruge alkoholen til at begå vores revolution?

Jo, hvad har vi lært om den?

For det første, så skaber den en god, hyggelig stemning og sammenhold mellem folk, og den inviterer til udvekslingen af ideer og synspunkter. Et godt demokratisk fundament.

For det andet, så er den en pålidelig indtægtskilde, som både kapitalister og kommunister gennem tiden har værdsat.

For det tredje, så er den et magtmiddel, der både kan bruges til at holde befolkninger tilfredse eller holde dem undertrykte. Hvis man nægter folk adgang til deres alkohol, så risikerer man revolter og opstande.

For det fjerde, så er der måske også nogle helbredskonsekvenser og bivirkninger og sådan noget, men det behøver vi ikke at bekymre os om lige nu. Det er den slags man diskuterer efter en succesfuld revolution, når støvet har lagt sig. Der kommer tiden til at udråbe vore levere til matyrer i den gode kamps tjeneste.

Så lyt til mit råd! Vejen til revolutionen ligger i at kontrollere alkoholen. Vi ved jo alle at det er et essentielt led i en succesfuld revolution at overtage kontrollen med produktionsmidlerne. Hvis vi kontrollerer alkoholproduktionen, så sidder vi med alle kortene. Vi har en direkte vej til det danske folks livsblod — direkte ind i deres hjerter. Samtidig har vi endelig fået finansieret folkets revolution. Og — måske vigtigst af alt — så har vi gjort os uafhængige af de kapitalistiske instititutioner, som vi selv lige nu afhænger af for at vores eget væsentlige alkoholforbrug dækket.

Sandelig siger jeg jer, hvis vi sidder på kontrollen over alkoholproduktionsmidlerne, så er vi allerede langt på vejen til en revolution. Vi er uafhængige, finansierede og med folket på vores side. Dette bruger vi til at optrappe vores revolutionære styrkers alkoholtolerance. Kan de kæmpe med en kæmpe kæp i øret, så er de ustoppelige. Vi gennemfører revolutionen når de andre er for skidefulde og på rulleskøjter til at kunne stritte imod. Vi oparbejder en tolerance så hidsig at vi kan bunde portvin som postevand og vi kan drikke nok til at vores blod kan brænde — når vores ånde kan bruges til at afspritte et køkkenbord. Og så venter vi til vi er de eneste der kan gøre noget og så vælter vi regimet! Når vi ser dobbelt er det blot et tegn på at vi ser sandheden dobbelt så klart som de andre! Det er okay at slingre så længe det går lige ud ad landevejen til revolutionen.

Mottoet er: Vær tolerant! Overfor dine medmennesker, men især overfor din alkohol!

Jeg vil gerne slutte af med et citat. Et citat af William James — filosof, fader til den amerikanske psykologi og, sammen med Dewey og Peirce, grundlægger af pragmatismen. William James skrev i 1902 disse smukke ord:

“Alkoholens indflydelse på menneskeheden skyldes utvivlsomt dens evne til at stimulere den menneskelige naturs anlæg for mystikken, normalt knust til jord af de ædru timers kolde fakta og tør kritik. Ædruelighed formindsker, diskriminerer og siger nej; fuldskaben udvider, forener og siger ja.” [9]

Kammerater, jeg beder Jer! I skal altid sige ja! Lad os sammen møde denne verden — for længe underlagt de hvis hjerter er kolde og hvis drikkevarer er lunkne — lad os møde denne verden med et ønske om at udvide, forene og i fællesskab sige ja! Ja til ånden, ja til revolutionen, og ja til en omgang mere! Skål, skål og atter skål!

Kilder

Mere fra Månegal: