DR: Public Service, Propaganda eller Pengesluger

Rant 3

DR: Public Service, Propaganda eller Pengesluger

Af Dupont

Her er en lille historie:

Den mangearmede gigant DR tramper hensynsløst rundt i det danske medielandskab, hvor uskyldige aviser og netmedier ryster af rædsel i utryg vished om at de snart vil blive kvast i en monstrøs hånd — ikke den usynlige tilhørende det salige frie marked — men dén monteret på statens magtapparats forlængede arm, og som frejdigt lader sig fange med fingrene i tvangsbetalingens fedtefad. Og mens de andre medier lidende og skrigende kreperer, falliterer og ophører med at eksistere, kan de høre det horrible udyrs fæle, gutturale brøl, som vil give genlyd i deres ører til de endelig ånder ud og får fred — de hører dets hånlige hvæsen: “licens er noget vi giver til hinanden… licens er noget vi giver til hinanden…”

Vi har alle set filmen. Det kan godt være vi ikke købte en biografbillet. Men ellers vi fangede den da en doven søndag på DR3’s glitrede sendeflade.

Her er en anden lille historie:

Den korrumperede, moralforladte og pengeliderlige magtelite, der i virkeligheden styrer landet, og som med én hånd oppe i røven på Lars Løkke og den anden oppe i Mette Frederiksen har gjort folketinget og folkestyret til et grotesk stykke dukketeater, har systematisk og med overlæg forblændet og forhekset den ganske danske befolkning i vores engang så fredelige og fordragelige land. I stedet for at lade folk vide hvordan landet i virkeligheden ligger, hvad der rent faktisk foregår, hvad sagens reelle natur er — så bliver de massebedøvet og massebedraget af en statsdrevet propagandafabrik ved navn DR, der raskt væk pumper og spuler løgnehistorier forklædt som nyheder og fakta ud over de sagesløse borgere — der så endda med vold og magt tvinges til selv at betale direkte for denne sandhedsforvridende maskines drift.

Det er jo et mareridtsscenarie. Den eneste vej ud er at sluge en rød pille fuld af opiater, holde på sølvpapirshat og solbriller og haste ned og kaste en stemme efter de Nye Borgerlige — så de kan få banket noget forstand ind i det forfaldne land, og få slået nogle ondsindede flygtninge tilbage til startjordhullet.

Og her er en tredje lille historie:

Der var engang et lille kongerige mod nord, der havde så lille et sprogområde, at det kapitalistiske marked på egen usynlige hånd ikke var nok til at sikre en produktion af højkvalitets kultur og journalistik på sproget. Men i stedet for blot at trække på skuldrene og lade det uprofitable danske sprog og nationalkultur dø ud og befolkningen åndeligt sulte ihjel, besluttede man at fællesskabet skulle finansiere produktionen af dansk medieindhold gennem en fælles kasse. Og denne fælles kasse skulle indkræves separat fra den almindelige skat, for at sikre at den siddende regering ikke skulle kunne diktere hvad der skulle sendes, og ikke skulle kunne lægge politisk pres på hvordan nyhederne skulle formidles. Så kunne vi have radio- og tv-kanaler uden konstante reklamepauser og sponsorerede udsendelser — så kunne der være plads til saglige, gravende journalister; morsomme og mærkværdige påfund; koncerter med jazz og klassisk musik; og meget andet — uden at hver eneste konstant skulle måles og vejes for om det indbringer nok reklamekroner til at give overskud i ejernes skattekiste. Det er en løsning der har været i drift gennem mange år, hvad end vi har kaldt dem for Statsradiofonien, Danmarks Radio, eller bare: DR. De har været fast inventar i den danske folkebevidsthed, hvad enten det har været gennem Matador, Bamse & Kylling, eller Drengene fra Angora. Hvad enten man har svinget til popbaskere på P3 eller kloget sig i dybsindigheder på P1. Danskerne har samlet sig om deres TV-avis for at lade sig orientere om hvad der foregår her til lands, og i den store verden derude.

Tre små historier — med den samme skikkelse i hovedrollen — vores allesammens medielicensmodtager, DR.

Hvilken én er mest rigtig? Tja, det kommer helt an på hvem du spørger. Der er vel nærmest ikke én dansker, der ikke har en højrøstet holdning til DR og licenssystemet. Og tilsvarende, så er der jo ikke noget endegyldigt svar — noget platonisk ideal — for hvordan public service-opgaven skal forvaltes — hvor store DR skal være, og præcis hvad de skal levere. Men hvis de kan præstere en konstant strøm af skandaler fra ledelsesetagen, og hvis ethvert middagsbord kan ophidses over uenigheder om DR og licenssatsen, må det vel næsten være uundgåeligt at et eller andet bør justeres eller gentænkes derude på Ørestaden.

Der florerer mange forslag til hvor der kan spares: på orkestre — på X-factor — på netnyheder — på hvor mange heste der bliver fløjet over Atlanten — på hvor mange mangfoldighedskonsulenter der er brug for — og meget andet. Og DR har da også lavet nogle tiltag: fx har de nedlagt Underholdningsorkesteret, og senest annonceret at de vil stoppe med at producere X-factor. Men det har ikke været nok forhindre hvad der lader til at være et uundgåeligt omfattende opgør med hvordan DR skal være skruet sammen, når tiden kommer til at politikerne skal vedtage det næste medieforlig.

Uden lige at have en opdateret statistik ved hånden, lader det dog til at der er stor opbakning til public service-projektet i den danske befolkning. Men, som den borgerligt orienterede politikers refræn lyder: “det betyder ikke at det skal være DR der skal løfte public service-opgaven.”

Her kimer aviser og netnyhedsmedier frejdigt med i kor, og kaster sig over intense kampagner der skal afsløre at DR kun eksisterer for at udsulte dem og for at stoppe befolkningens spareskillinger langt i deres direktions jakkefor. Og hvorfor proklamerer de så højrøstet og jævnligt at DR er fandens værk? Det er fordi deres salgstal og reklameindtægter styrtdykker fordi bunden er gået ud af markedet. Og mens Google og Facebook hapser alle pengene, fordi de ejer de platforme hvor publikum rent faktisk befinder sig, så insisterer aviserne på at hvis DRs respirator blot blev slukket så ville hver eneste dansker gå ned og tegne et abonnement på Politiken, Børsen og Berlingske og sætte sig til rette i en rede af dødt træ og mæske sig daggamle breaking news.

Jeg tror sgu ikke Jyllands-Posten vil klare sig bedre i et Danmark uden DR. Vi vil bare have en fattigere nyhedsdækning og et svagere journalistkorps til at udfritte politikerne om deres rådne gøren og laden.

Og aviserne og netnyhedsmedierne holder sig jo alligevel også selv kun oven vande fordi de får en jævn forsyning af mediestøtte, så skal de virkelig sidde der og kaste med småsten? [0]

Alt dette er ikke for at sige at DR er en spartansk og asketisk organisation, der fromt spinker og sparer hver en almisse de allernådigst skænkes af den barmhjertige befolkning. Der er helt sikkert afdelinger derinde, der lidt for friskt griber til checkhæftet. Et hurtigt eksempel kunne være da DR i 2013 brugte over 700.000 kroner på at sende hele direktionen til Paris i to dage for at være til seminar om “den nye, digitale medievirkelighed” — åbenbart ikke noget der kunne løses, I ved, digitalt [1]. Og så var der jo igen den med hesten…

Men det var måske værd at få lidt perspektiv om hvad det egentlig er licensen bruges på, og hvad det er for nogle beløber som DR har at gøre godt (eller skidt) med. Så nu kommer der lige en rask håndfuld tal.

DR får 67% af et samlede licensbeløb — derudover går 20% til moms (altså ned i statskassen), 9% til TV2s regional-tv, og resten til Radio 24Syv, en Public Service-pulje, samt diverse lokale radio- og tv-kanaler [2]. Det betyder at DR har en sjat over 3½ milliard kroner til rådighed fra licensen hvert år [3]. Oven i det kommer andre indtægter bl.a. fra at sælge programmer — hvilket giver rundt regnet 400 millioner om året [4].

DRs samlede omkostninger lå i 2015 på godt 3,6 milliarder [4]. Af dette gik omkring 51% til personaleomkostninger — dvs. lønninger, pensioner, osv. — 33% gik til produktionsomkostninger, inklusiv køb og leje af udstyr, indkøb af andres programmer, rettigheder til musik og den slags. De resterende godt 15% blev brugt på eksterne omkostninger, som fx transport, byggeri, konsulenter, it-systemer, porto, reklamer, og meget andet sjovt.

DR beskæftigede i 2015 omkring 3300 mennesker på fuld tid. De havde samme år omkring 1,8 milliarder i personaleomkostninger (dette tal inkluderer pensioner mv.). 13,3 millioner gik til direktionen, og 1,5 million til bestyrelsen. DRs generaldirektør fik 3 millioner i løn og 600.000 til pension det år.

Men hvor meget bruger de så på de ting som vi kan få glæde af — deres programlager? I 2015 brugte de godt 411 millioner, hvoraf en sjat over halvdelen gik til egenproducerede programmer, og resten til eksterne programmer og indkøbte programrettigheder. Dette inkluderer forudbetalinger på rettigheder til blandt andet sportsbegivenheder og danske spillefilm.

For min skyld kunne de godt spare de penge de bruger på sportsrettigheder, men det er jo det lyksalige ved public service — det handler ikke om én enkelts smag og behag. De brugte i øvrigt ca. 93 millioner på det i 2015, mod 44 millioner året før — jeg har ikke tal fra flere år ved hånden, men jeg håber ikke det er en generel tendens at de næsten fordobler beløbet hvert år…

Så det er jo alt sammen voldsomt store tal for en menig dansker at forholde sig til. Og for at kunne vurdere hvor meget vi egentlig får for pengene, burde man jo sidestille dem med tal fra andre mediehuse og andre landes public service-forvaltere.

Det er jo værd at huske på at det kræver rigtig mange folk at producere TV og radio — og de skal alle have anstændige lønninger på dansk niveau. Så det er jo klart hvis Politiken kan dække det amerikanske valg billigere, når de kun behøver sende en enkelt journalist med en bulet Macbook afsted, i stedet for et helt filmhold.

Så hvad er DR? Public Service, Propaganda eller Pengesluger?

En nem skydeskive for billige politiske point?

En markedsforvridende arkæisk institution, der suger livet ud af medieindustrien?

En regning som man betaler uden at man føler man får noget for den?

En rotterede fuld af røde lejesvende med slet skjulte socialistiske agendaer?

Eller måske bare en stabil leverandør af højkvalitetsindhold til flest mulige demografier i et land, hvor kun det dummeste, det mest platte og pedestrianske rent faktisk er profitabelt — som trods en række fejltrin og dårlige beslutninger dog alligevel har holdt danskerne underholdt og oplyst i over 90 år?

Hvad er DR? Det er et spørgsmål lige så bredt som det politiske spektrum, og ligeså umuligt at opnå bred enighed om.

Kilder:

Mere fra Månegal: